Jeg kunne godt have valgt en såkaldt ”åben” donor, dengang jeg skulle have min datter. Men jeg valgte en anonym donor. Dengang vidste jeg ikke, hvordan Karla ville have det med at vokse op i en familie uden en far. Og jeg bekymrede mig om, hvordan hun ville tænke om sin donor.

Hvis jeg valgte en åben donor, ville vi have informationer om ham. Vi ville kende hans hårfarve og kunne høre hans stemme. Ville han så blive for nærværende for hende? Ville han blive den fjerne mystiske, savnede far? Ville han blive den enorme skuffelse, som hun skulle leve med hele sit liv, fordi han havde valgt ikke at være en del af hendes liv? Ville skuffelsen blive en blind makker, hun skulle gå hånd i hånd med gennem livet?

Jeg ved, hvordan det føles, når en så nær relation vælger ikke at være en del af ens liv. Min mor forsvandt, da jeg var barn, og jeg så hende først igen som 40-årig. I årene der gik, så jeg mange damer med rødt pagehår på gaden. Det var jo selvfølgelig aldrig hende, og hun havde i øvrigt slet ikke hverken rødt hår eller page frisure mere. Hendes fravær blev et tema i mit liv, og på de dårlige dage en bekræftelse af det forkerte. Det ønskede jeg ikke, at min datter skulle vokse op med. Og jeg ved godt, at der er forskel på min og min datters situation, men det er også ligheder, og fravær skulle bare ikke hænge som en skygge over vores og hendes liv. Det var ambitionen. Derfor valgte jeg en anonym donor.

Mange solomødre har valgt anderledes end mig, og det har de sikkert deres grunde til, ligesom jeg har mine. Det bliver ”spændende” engang at høre vores børns respons på vores valg. Vi ved jo dybest set ikke, hvad der er bedst, og vi ved heller ikke, hvad der passer bedst til det ene barn og ikke det andet. Men vi ved dog én ting, og det er, at ham, der engang leverede en klat sæd i et glas, ikke gjorde det for at blive far.

Hjemme hos os er donoren ikke en skuffelse eller et tungt tema. Han skal heller ikke gøre det ud for den ”far” Karla ikke har, han er bare en flink mand, der har hjulpet os med at få hinanden. Vi er inderligt taknemmelige for hans hjælp. Hans hjælp er vores lykke. Og Karla kender kun til at være ønsket. Og det er præcis sådan, jeg synes, det skal være. Jeg ved ikke, om hun en dag får det svært med ikke at kende 50 procent af sit genetiske ophav. Men skulle det komme, så må jeg forklare hende det samme, som jeg har forklaret her.