Karla har ikke en far. Det ved hun godt, det har vi talt om så mange gange. Men engang imellem, når lærere eller andre spørger, så siger hun alligevel, at hun har en far, men hun kender ham bare ikke. Hun synes, det er nemmere at sige sådan, for det kan de andre børn og voksne bedre forstå. Det har hun forklaret mig.
For mig er det helt okay, at hun siger sådan. Jeg tager det fulde ansvar. Det er mig, der har truffet det valg at få hende, også selvom jeg ikke har en mand. Min datter har ikke valgt at vokse op i den her familietype, så ”sagen” er min. Og livet er hendes.
For nogle år siden interviewede jeg jordemoder og indehaver af fertilitetsklinikken StorkKlinik, Nina Stork, og jeg har ofte tænkt på det, hun sagde: ” at vi som solomødre skal huske på, at det er vores børn, som skal ud i verden og være ambassadører for det valg, vi har truffet. Og vores opgave er at klæde dem på til opgaven”.
Jeg er helt enig med Nina Stork, og desuden mener jeg, at det er vores ansvar som mødre at sørge for, at verden tager godt imod de forklaringer, som vores børn kommer med. Det er os, der har truffet valget og os som mødre, der må ”forklare og forsvare” det valg. Det er ikke vores børns opgave.
Det er jo ikke altid så sjovt at skulle være ambassadør for mors valg. Og derfor har jeg det også helt fint med, at Karla i perioder eller i bestemte sammenhænge vælger den forklaring, hun synes er nemmest, og som kræver mindst forklaring. Jeg er fuldstændig tryg ved det, for jeg ved, at Karla har helt styr på, hvordan det er gået til.
Karla er nemlig helt som børn er flest, hun vil bare gerne være som alle de andre. Derfor går jeg ikke på skolen og forklarer noget som helst uden Karlas accept. I stedet har jeg fortalt hende, at jeg står lige bag hende og er klar til at rykke ud, hvis hun har brug for, at jeg kommer og forklarer.
Skriv en kommentar