Løber ved et tilfælde

Ved et tilfælde fandt Bente Frøkjær ud af at hun var god til at løbe. Og det forandrede hendes liv. De sidste 20 år har hun brugt meget af sin tid i løbeklubben Sparta hvor hun på tværs af alder, køn og profession, mødes med andre, der bare elsker at løbe.

Af Pia Olsen

Hvorfor startede du med at løbe?

Jeg havde aldrig troet, at løb var noget for mig, så da kollegerne på mit nye arbejde spurgte om jeg ville med ud og løbe, takkede jeg nej. Men min nysgerrighed var alligevel blevet vakt, for jeg begyndte at smugtræne lidt, bare for at se om jeg kunne. I starten måtte jeg gå meget af vejen, men da jeg kunne løbe en af sortedamssøerne uden stop, så begyndte jeg at løbe med kollegerne.

Hvad var din første succesoplevelse som løber?

Da jeg deltog i den første konkurrence sammen med kollegerne og vandt. Det var fantastisk. De var selvfølgeligt imponerede og det var jeg også selv. Det var en skøn følelse at have fundet noget, som jeg var rigtig god til. Og måske især fordi jeg slet ikke havde forventet det. Jeg var ikke specielt sporty, inden jeg blev grebet af løb. Som unge havde jeg været gymnast, og siden havde jeg spillet lidt basketball, men slet ikke på et seriøst niveau. Så jeg var stolt og det gav mig blod på tanden. Derefter begyndte jeg at træne mere regelmæssigt. Og så kom der forskellige kvindeløb som jeg deltog i, og Erimetageløbet og så til sidst blev det maraton. Efter 6 år som aktiv løber meldte jeg mig ind i løbeklubben Sparta og det var næsten lige som at komme hjem.

Hvad er det vigtigste for dig ved løb?

Det er fællesskabet omkring træningen, der er det bedste. Det at være sammen med andre og løbe i al slags vejr. At anspore hinanden til at blive hurtigere og bedre, det giver mig glæde. Det er ikke kun konkurrencerne, men ligeså meget den daglige træning. Der hvor man lige giver sig lidt mere for at kunne løbe lidt hurtigere end ens løbe kammerat. Det er sjov og meget motiverende at løbe sammen med andre. Jeg løber sjældent alene.
Jeg ser mine løbekammerater mere end nogen andre. Vi træner jo sammen to gange om ugen og tager også på træningsweekender. Så der er rigtig meget socialt og det er fantastisk. Når man løber er det ligegyldigt om man er arbejdsmand eller læge, eller farmaceut som mig. Ofte ved vi ikke hvad de andre laver professionelt, men vi kender deres bedste løbetid. Det er ikke vigtigt hvad de arbejder med. Det er dejligt og befriende.

Hvad har træningen betydet for din fysik?

Jeg fejler aldrig noget og jeg tror at det at være ude i al slags vejr i kombination med motionen, er den bedste vaccine mod sygdom. Som 62-årig har jeg ingen af de aldersrelaterede sygdomme som mange af mine jævnaldrene slås med. Jeg har også været i stand til at holde min ung-pige-vægt, på trods af, at jeg elsker kager og slik. Jeg lever måske også lidt sundere end jeg ellers ville have gjort, men jeg er slet ikke asketisk. På den mentale side har det også givet bonus. Jeg får tænkt mange tanker når jeg løber og på den måde rydder jeg op i mit hoved. Det er simpelthen afstressende.

Hvorfor er du blevet træner?

Det er fantastisk at få lov til at give sin løbeglæde videre. De nye kommer og så guider jeg dem gennem et ti ugers begynderprogram. Og at få lov til at se den forvandling de gennemgår på bare ti uger, og se deres overstadige glæde når det lykkes at løbe 5 kilometer – det er stort. Det elsker jeg.

Hvad ønsker du at opnå i fremtiden?

Jeg er i gang med at optræne mit knæ efter en operation, så nu vil jeg gerne tilbage i form. Men i fremtiden er det vigtigste for mig bare at jeg kan blive ved med at løbe, sammen med mine løbekammerater. Jeg kommer nok ikke til at løbe maraton igen, men det gør ikke så meget, bare jeg stadig kan løbe med min gruppe. Mit idol er blandt andet en kvinde her i klubben, der er langt op i 70´erne og stadig aktiv løber.