”I min research til bogen blev jeg konfronteret med et rystende fravær af børnebøger med andre familiemodeller end kernefamilien. Det var en chokerende oplevelse, særligt set i lyset af at 40 % af kernefamilierne ender med skilsmisse, og at vi i dag har 37 forskellige familiemodeller i Danmark (Kilde: Danmarks Statistik 2013). Efter min mening skal børnelitteratur afspejle den virkelighed, som børnene lever i. Derfor er det ekstremt vigtigt med børnebøger, der kan nuancere børnenes opfattelse af, hvad en familie er,” siger forfatter Pia Olsen, der er mor til Karla, og som har skrevet Karla-bøgerne med udgangspunkt i hende og Karlas hverdag.

Eksperterne anbefaler

Et stigende antal danske kvinder vælger at få børn ved hjælp af en sæddonor. For at børnene skal få et sundt forhold til deres tilblivelseshistorie anbefaler alle eksperter at tale med børnene om, hvordan de er blevet til så tidligt som muligt. Karla-bøgerne kan fungere som en anledning til at tage den nødvendige snak med sit barn. De kan også være et redskab for bedsteforældre, pædagoger og andre, som er usikre på, hvordan de skal tackle det, når barnet spørger til sin ’far’.

Klæd dit barn på til kammeraternes spørgsmål

”Som mødre skal vi jo heller ikke underkende, at vores børn går ud i verden som små pionerer på vores vegne. Det er jo os, der har truffet beslutningen, men det er dem, der skal ud i livet og forklare, i klassen, i sportsklubben osv. Når spejderlederen fx spørger: Kan du ikke lige give denne her seddel til din far? Nej, for sådan en har jeg ikke. Og andre børn spørger: Hvorfor har du ikke en far? Og her er det vores opgave at sørge for, at vores børn har en solid platform at stå på, så de stille og roligt kan forklare, hvorfor der ikke er en almindelig far i deres liv. ” (Nina Stork, Jordmoder).

Titeler: Hvor er Karlas far?, Karla leger “mor og børn”, Karla ønsker sig en far
Forfatter: Pia Olsen
Forlag: ??
Pris: ??